Et hurtigt lille projekt med at skifte en dør, viste sig at være alt andet end lille og hurtigt.
Gudskelov er Kæresten murer, så det at hele entreen nærmest faldt ned i hovedet på os, er ikke jordens undergang, men alligevel VIRKELIGT træls, for at sige det på godt jysk.
Jeg vil ikke kede jer med alle detaljerne om hvad der skal laves nu og hvad der egentlig var planen der skulle bruges energi på, men lad os bare sige at der blev lavet en tvungen omprioritering.
For at det hele skulle falde i hak med de hjælpende hænder der dukker op søndag morgen (stort kys til dem), måtte vi tage natten i brug, for at nå det hele -og for at Kæresten ikke skulle føle sig helt forladt, tog jeg stol, tæppe, the, kaffe til ham og hækletøjet med ud.
Så blev der hæklet indtil duggen faldt og garnet ikke blev til at have med at gøre mere.
Entreen er ikke mere en 2kvm, så det er altså ikke fordi, jeg er doven, at jeg sidder og hækler,
men simpelthen fordi der ikke var andet at hjælpe med end,
at holde ham med selskab og hente sten en gang i mellem
Det er i øvrigt endnu en lille elefant der er gang i.
Der er mange der har spurgt efter mønster, men jeg har jo bare hæklet dem efter "gefuhle", så der har ikke været noget at dele ud af.
Denne gang prøver jeg dog ihærdigt at skrive ned hvad det er jeg gør.
Jeg har bare aldrig skrevet en "opskrift" før og hækler sjældent efter en, så det bliver altså rigtig spændende, at se om det er til at finde ud af, det jeg får skrevet.
Overvejer i øvrigt om overskriften ikke skulle have været "Hækling OG kaos".
Fortsat god dag herfra