Kreativ stolthed vs. barnlig glæde.

Jeg er pt igang med det grimmestes hækletøj jeg nogen sinde har lavet.

Hver gang jeg ser på det skriger min kreative stolthed, at jeg skal stoppe med det samme, se at få trævlet det hele op igen og så ellers glemme, at det nogen sinde har eksisteret.

 

Men det går ikke....

Jeg har en lille niece på snart 3, der synes at det hyggeligste er, at sidde med moster og lege med garn. Hver gang jeg hiver hækletøjet frem kommer der prompte et "Mig hjælpe?" Hvorefter hun får et stykke garn, en stoppenål og en hæklenål og sidder og leger at hun hækler. Hvem kan stå for det?

Tydeligvis ikke mig, for da hun faldt i svime over det meget farverige garn, gik jeg igang med et lege tæppe til hende. Og da de andre farver blev hevet frem, kunne jeg (trods jeg prøvede at komme med alternativer) ikke stå for hende og de blev føjet til tæppet.

Jeg er sikker på at hun vil synes at tæppet er hyggeligt og dejligt at lege med, men jeg er lidt små flov, hver gang jeg hiver arbejdet frem og skynder mig at fortælle folk, at det ikke er mig der har stået for farvevalget.

- og fortæller så i næste åndedrag (meget) stolt at det er min niece der har "bestilt" en ting fra moster.

 

Fortalt god dag herfra.

 

Sendt via Blogsy